Vi skal turde pille ved traditionerne

Under traditionerne erstatter mange af os det sunde hverdagsliv med fællesskab, fed mad og alkohol. Hvis vi vil være sundere, bliver vi nødt til at røre ved vores traditioner, og måden vi dyrker fællesskabet.

Småkager, konfekt, gløgg, risalamande, flæskesvær & andesteg – ja, den traditionelle danske julemad er kendt og berygtet for sit kalorie-, fedt- og sukkerindhold. Juletraditionerne sætter sine spor på sidebenene, og det kan mange danskere aflæse på badevægten til januar. De usunde mekanismer er dog ikke kun tilstede i julen, de er tilstede hele året.

Vi ved godt, at vi får for meget energi, fedt og sukker i julen. Det er bare ikke kun i julen, at vores traditioner udfordrer vores sundhed. Efter julen kommer fastelavn og påskefrokosterne, og snart herefter skydes sommeren i gang, hvor vi solbader, spiser grillmad og drikker kolde øl. I mellemtiden deltager vi måske ved et bryllup og i en rund fødselsdag, hvor kagen er en obligatorisk del af menuen. De fleste af os, har endda mindst en fast ugedag, hvor vi hygger om slikskålen.

Tidligere på året blev den nationale sundhedsprofil offentliggjort. Den understregede, at det går den forkerte vej med danskernes sundhed. Flere har et dårligere fysisk helbred, flere har et dårligere mentalt helbred, flere er blevet overvægtige, flere føler sig trætte, flere har led- og rygsmerter, flere har søvnproblemer, flere har hovedpine, flere føler sig stressede, nedtrykte og ængstelige. Vil vi vende den udvikling, er vi nødt til at røre ved traditionerne, og måden vi dyrker fællesskabet på.

I Danmark er vi kendte for vores evne til at hygge os. Og i mange af vores traditioner, hvad enten det drejer sig om fredagsslik eller julefrokosten er mønstret det samme. Vi lægger sundheden til side og hygger os om det usunde, og det bliver vi nødt til at lave om på, hvis vi vil vende tendensen med, at vi bliver mere og mere usunde.

”Det er lettere sagt end gjort”

Gennem mine bøger, Tv-programmer, foredrag og individuelle vejledning har jeg været i berøring med tusindvis af danskere, der ønsker at leve sundere. Og ofte har jeg hørt, at en sundhedsopgradering af traditionerne er lettere sagt end gjort.

Som individ er det enormt svært at komme fra sidelinjen og påpege, at vi godt kunne gøre de højtelskede traditioner sundere, uden at fremstå som en hellig hyggespolerer. Det er endda svært at sige nej tak til en ekstra omgang mad uden at lyde uhøflig, og det er et problem, at vi har skabt traditioner, der presser os til usundhed, selvom vi prøver at undgå det.

Vi skal derfor øve os på, ikke at presse hinanden til usundhed – måske fordi vi godt kan lide at ’synde’ sammen. Og så skal vi blive dygtigere til at sige fra og holde fast i vores sundhed, selvom det er svært og indimellem upopulært at gøre. For et sundhedsopgør med traditionerne er nødvendigt og det må ville bidrage til – måske bare med en sund risalamande i år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.