KUN EN TÅBE FORSAGER PIZZA

PIZZA PÅ KÆMPEDURUMMEL

 

Pizza er en herlig spise, når man altså får pizza og ikke nogle af de vederstyggeligheder, der kaldes for pizza, men ville give enhver italiener et hjerteanfald. Her er den ægte vare og så endda lavet med 100% fuldkorn. Det er muligt med melsorten kæmpedurum (også kaldet Kamut), da den har nogle fænomenale bageevner selvom som fuldkorn.

Dejen er som den skal være og toppingen er ganske simpel. Bare god tomatsovs. En smule kylling, god ost, rejer, laks eller kød kunne også komme på tale. Men lad for guds skyld være med at lave nogle af de tungt belæssede vederstyggeligheder med ananas, dårlig dåsetun, sekunda skinke o.l. der kaldes for pizzaer.

Mængde: 2 store pizzaer

Tilberedningstid: 45-50 minutter inkl. hævetid til dejen

Holdbarhed: Pizzarester (hvis der altså er nogle) kan godt holde sig et døgn i køleskabet.

Anvendelse: Som luxuspizza

Køkkentip: Topping udover tomatsovs skal være med måde. Lidt men godt. F.eks. lidt rucola eller god ost eller kylling. Hvis du ikke har en pizzasspatel, så kan du bruge bagsiden af en flade bageplade. Træk pizzaen på på bagepladen og brug den til at “hælde” pizzaen på bagestenen. Kæmpedurum kan godt erstattes med almindelig fuldkornsdurummel, men så bliver pizzaen nok lidt tungere og mindre luftig.

Køkkengear in action: Din elpisker og bagesten.

Sundhedsfif: Fuldkorn indeholder fibre, men også en hel del sekundærstoffer fra kimen og skaldelen, der mindsker risikoen for en del velfærdssygdomme. Med mindre du ikke tåler gluten eller FODMAPS eller har et medicinsk behov for at være på en meget lav kulhydratdiæt, er der ingen grund til at undgå kæmpedurum eller fuldskornsmel i det hele taget.

DET SKAL DU BRUGE

  • 25 gr gær
  • 1 spsk honning
  • 1 spsk havsalt
  • 1½ dl lunkent vand
  • 1 spsk ekstra jomfruolivenolie
  • 4,5 dl kæmpedurumfuldkornsmel (kaldet også Kamut mel og produceres bl.a. af Aurion og Falslevgård Mølle)
  • 3 løg, skåret i papirtynde skiver
  • 3 fed hvidløg, skåret i papirtynde skiverhav- eller stensalt
    friskkværnet sort peber
  • 2-3 spsk økologisk smør, kokosolie eller ekstra jomfruolivenolie
  • 4 dåser flåede eller hakkede tomater
  • friske krydderurter, f.eks. basilikum, salvie eller oregano

SÅ NEMT ER DET

  1. Opløs gør, honning og salt i vandet og tilføj olivenolie. Lad det stå 5-10 minutter ved stuetemperatur, så gæren “vågner”.
  2. Rør fuldkornsdurummel ud i væden og ælt den grundigt. Lad dejen hæve 30 minutter ved stuetemperatur under et vådt klæde.
  3. Smæk din bagesten i ovnen og sæt den på 250° C og varmluft.
  4. I mellemtiden laver du tomatsovsen.
  5. Sauter løg og hvidløg i smør eller olie med salt og peber ved lav varmen i 10-15 minutter til løgene er klare, bløde og søde.
  6. Tilsæt tomatsovs, bring sovsen i kog og lad den derefter simre under låg ved lav varme 30-45 minutter. Husk at røre regelmæssigt.
  7. Kom de friske krydderurter i tomatsovsen, tag gryden af varmen og lad sovsen trække 5-10 minutter under låg, så krydderurterne lige kollapser.
  8. Del dejen i 2 stykker og ælt dem atter en gang. Rul dejen ud i 2 store runde pizzaer. Top med tomatsovs og andre godter lige inden pizzaen bages i ovnen.
  9. Bag pizzaerne på en bagesten en ad gangen i en 250° C varm ovn i ca. 15 minutter.
  10. Alternativt kan du bage pizzaerne på bageplade i bunden af ovnen beklædt med bagepapir – sørg for at der er bundvarme og bagepladen er forvarmet.

OPSKRIFTEN ER FRA “KØKKENREVOLUTION FRA HELE FAMILIEN”

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.