SPORTSERNÆRINGSTILSKUD: GULD, DIAMANTER OG HUNDELORT!

 

SPORTSERNÆRINGSTILSKUD: EN BLANDING AF GULD, DIAMANTER OG HUNDELORT!

Nu er det forår, så der trænes på livet løs indenfor og udendørs.

Folk vågner op fra vinter-dvalen for at blive klar til senforårets og sommerens løb og triathlons, være klar til foråret og sommerens Crossfit konkurrencer, alle sæsonens cykelløb, alle fodbold/håndbold/basketball/voleyball kampene der venter, tennisturneringen, være klar til at flashe lidt muskler på stranden o.s.v.

Kort og godt: Der bliver svedt og prustet på livet løs af den ene, anden eller tredje grund. Og samtidig bliver der spist, drukket (og fravalgt fødevarer og drikkevarer) til den store guldmedalje.

Det er jo ganske fantastisk (men du er også helt, som du skal være – og du kan sagtens være sund – hvis du ikke er en af “forårs-svederne”).

 

SPORTSERNÆRINGSTILSKUD

Mængden af sportsernæringstilskud og -produkter, der bliver langet over disken og købt over nettet, er jo ikke i småtingsafdelingen.

Det er bare en skam, at der er sådan en blanding af ting, der virker og ligefrem er geniale og så produkter, der diplomatisk sagt “er utilstrækkelige” (oversat uden at lægge fingrene i mellem: Enten er effekten virkelig ringe i forhold til prisen og andre ting, du kunne gøre, eller også er der slet ingen effekt a.k.a. bullshit).

Altså en pærevælling af guld + diamanter og hundelort!

Min erfaring efter mere end 10 års arbejde med at rådgive sportsfolk, atleter og motionister om sportsernæring er, at mange ikke er i stand til at navigere i bunkerne er af produkter.

De er ikke i stand til at overskue, hvad der virker og er værd at bruge tid og penge på, og hvad der ikke virker.

Og det kan jeg godt forstå, når jeg ser på markedsføringen og informationsmaterialet om mange af produkterne på markedet.

Mit mål er jo, at give dig al den viden, inspiration og provokation, der skal til, for at du får al den sundhed, energi og vitalitet, du ønsker dig og fortjener.

Det gælder selvfølgelig også, når det kommer til sportsernæring og sportsernæringsprodukter.

 

EN MYTE DER SKAL DØ: BCAAER ER VIGTIGE FOR MUSKELVÆKST!

En af de myter, der kommercielt er blevet omsat til en stormflod af sportsernæringsprodukter, er påstanden, at BCAAer er meget vigtige at give som tilskud, hvis du overhovedet skal have nogen effekt af styrketræning i form af muskelvækst eller styrke.

Det er ca. lige så sandt, som at Donald Trump har hår ovenpå hovedet (og på ingen måde laver en comb over).

Det er en af sportsverdenens alternative fakta, der desværre også er blevet til en cashcow for mange.

BCAAer er forkortelsen for branched-chain amino acids. Forgrenede aminosyrer på dansk.

 

BCAAERNE

Der er tre BCAAer: Leucin, isoleucin og valin.

Alle 3 er vigtige for muskelvækst, da de indgår som vigtige byggesten i muskler.

Leucin stimulerer også muskelvækst udover at være byggemateriale, da leucin bliver brugt til at lave signalstoffer i mTOR signalvejen.

Og den er vigtig for at kunne sætte gang i muskelvæksten samt forhindre tab af muskelmasse.

Når nu det forholder sig sådan, lyder det jo meget fornuftigt, at man selvfølgelig skal have tilskud af BCAAer før, under og efter træning.

For hvem vil gå glip af muskelvækst eller have mere muskelnedbrydning end nødvendigt?

 

TILSKUD AF BCAAER VIRKER IKKE FOR DE FLESTE

The devil is in the detail.

Der er masser af leucin, isoleucin og valin i animalsk protein fra kød, æg, fjerkræ, fisk og mejeriprodukter.

Hvis du får nok protein fra sådanne kilder, hjælper det ikke at tage ekstra BCAAer oveni.

SÅ HAR DU ALLEREDE FÅET NOK TIL AT DÆKKE DINE BEHOV TIL AT OPTIMERE VÆKSTEN AF OG VEDLIGEHOLDELSEN AF DIN MUSKELMASSE!

Det er rigtigt, at et tilskud af BCAAer kan mindske tabet af muskelmasse…i meget syge patienter. Og forbedre helingsprocessen efter hjerneskader.

Også selvom de får nok protein samlet set.

Så hvis du har 3. gradsforbrændinger, har kræft og bliver svækket af kemoterapi eller stråleterapi, hvis du er AIDS-patient med en ukontrollerbar infektion, hvis du har aktiv tuberkulose, hjerneskade efter en bilulykke, svær hjernerystelse eller noget i den dur, så vil det være en god ide, at tage BCAAer udover at få nok protein.

Så vil det forhindre, at du taber helt så meget muskelmasse, som du ellers ville gøre. Og gøre, at du heler hurtigere og bedre, end du ellers ville.

Men det har bare ikke noget at gøre med, hvad der sker med dine muskler, når du træner.

Uanset hvor hårdt du træner, kan du aldrig komme til at forårsage så megen muskelnedbrydning eller slitage med træning eller konkurrence, at du får nogen reelt brugbar effekt af BCAAer som tilskud, hvis ellers du får nok protein og har din timing nogenlunde på plads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.